LPG-tekniker til kosan gas

Kosan Gas er én af Nordens førende leverandører af gas i flasker og tanke. De har rødderne dybt forankret i den danske gashistorie, og i mere end 90 år har de leveret energiløsninger til virksomheder og private forbrugere. Helt fra begyndelsen var deres mission at skabe let adgang til LPG som energikilde og pålidelige leverancer af høj kvalitet. Det er det stadig. Kosan Gas servicerer i dag over 5.000 erhvervskunder fra den lokale håndværker til storindustrien. 

Kosan Gas har for nyligt styrket sin position i Danmark med overtagelsen af Viking Energi A/S. Som en naturlig del af væksten indenfor gasinstallationer har Kosan Gas besluttet at udvide det tekniske team med en LPG-tekniker.

Som LPG-tekniker vil du stå for service og vedligehold af tankgasinstallationer i Danmark. Rollen omfatter koordinering og planlægning af service og vedligeholdelsesaktiviteter og videreudvikling af området i henhold til Kosan Gas' strategi samt support og sparring med det øvrige tekniske team.

Du bliver del af et lille team på fire, hvor dine opgaver vil omfatte:

  • Eftersyn, service og vedligehold på tankanlæg hos nuværende og nye kunder
  • Udkald til fejlfinding og reparation på tankanlæg og fordampere
  • Support til Kosan Gas LPG-ingeniører ifm. installation af større anlæg
  • Opstilling og af nye mindre tankanlæg
  • Tømning og udskiftning af tanke
  • Opstart og indregulering af mindre tankinstallationer
  • Teknisk support til kunderne
  • Deltagelse i vagtordning

Din profil

Du har en relevant teknisk baggrund som VVS-montør, smed eller lignende kombineret med minimum fire års erhvervserfaring gerne med installation, og det vil kun være et stort plus, hvis du også har erfaring med svejsning i rustfri stål. Du har enten fra din uddannelse eller erhvervserfaring kendskab til gas/LPG og Gassikkerhedsloven, ligesom du formodentlig har et A Certifikat. Da rollen dækker hele Danmark, forventes det også, at du har kørekort til personbil. Da koncernsproget hos Kosan Gas er engelsk, vil det være en fordel, hvis du kan begå dig på dansk og engelsk i skrift og tale.

Som person er du ansvarlig, positiv, selvmotiveret, proaktiv og imødekommende. Du er engageret i dit arbejde, og du lægger vægt på detaljer, kvalitet og kundesupport. Du har gode samarbejdsevner, er effektiv og struktureret i dit arbejde.

Kosan Gas tilbyder

En spændende virksomhed med en travl hverdag i et sundt og uhøjtideligt arbejdsmiljø, hvor resultaterne tæller, men hvor der også er plads til at have det sjovt. En spændende alsidig rolle i et teknisk team, hvor der er et generationsskifte i gang, hvilket giver muligheder for involvering og læring inden for mange aspekter af gasinstallation, vedligehold og service.

Ansættelsen sker i samarbejde med konsulentfirmaet Sorth & Co. Såfremt du ønsker flere informationer om stillingen, er du velkommen til at kontakte Peter R. Pallesen på pp@sorthco.dk. Alle henvendelser behandles fortroligt. 

En bæredygtig
fremtid

Konventionel LPG (Liquefied Petroleum Gaser et naturligt biprodukt, som udvindes ved raffinering af råolie og/eller naturgas. LPG er et mindre forurenende alternativ for virksomheder, og LPG udleder langt mindre CO2 end både kul og olie. Og nu er vi klar til at tage næste skridt videre mod en fossilfri fremtid.

Hos Kosan Gas er vi stolte af, at vores kunder har klare forventninger til, at vi tilbyder dem grønne alternativer i fremtiden. Vi har taget ansvaret for at udvikle og producere fornybar flydende gas. Denne type gas kan eksempelvis være et biprodukt af biobrændstof, udvundet fra madaffald og andre fossilfrie brændstoffer, og er ét af mange skridt på vores rejse mod en fossilfri fremtid.

Vi efterlader ingen på vejen til en grøn fremtid.

Denne video er ikke tilgængelig, da den indeholder marketing og statistik cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger. Klik for at ændre cookie indstillinger.

Om os

førende gasleverandør
i norden

Kosan Gas er en af de førende leverandører i Norden af gas i flasker og tanke. Vi har rødderne dybt forankret i den danske gas-historie, og i mere end 90 år har vi leveret energiløsninger til virksomheder og private forbrugere.

Kosan Gas har datterselskaber i Norge, Sverige og Finland, og vores hovedkontor ligger i Viby J ved Aarhus. Virksomheden beskæftiger i alt 80 medarbejdere heraf en del på fyldestationen i Esbjerg.

I dag ejer det amerikanske holding-selskab UGI Corporation 100% af aktierne i Kosan Gas. UGI er et veldrevet og traditionsrigt selskab, som i hvert af de seneste 125 år har betalt udbytte til sine aktionærer. UGI ejer bl.a. AmeriGas Partners, der er den største detailleverandør af propangas i USA, Antargaz, der er et af de største gasselskaber i Frankrig samt det østrigske selskab Flaga, som har aktiviteter i flere europæiske lande. Selskabet har hovedkvarter i Philadelphia, USA og beskæftiger 10.000 ansatte verden over.